Historisk sociologi er studiet af historiske emner med brug af en sociologisk tilgang. Dette medfører tværfagligt samarbejde mellem historie og sociologi, hvor historikere gør brug af sociologiske teori, mens sociologer behandler historiske emner med deres traditionelle metoder.[1]
Feltet lægger vægt på en iterativ undersøgelse af fortiden og nutiden for at forstå, hvordan enkelte historiske begivenheder og løbende dilemmaer passer ind i en bredere samfundsmæssig udvikling ofte ved brug af komparative analyser.[2][3] Ved at se på, hvordan sociale strukturer ændres og reproduceres, søger den historiske sociologi at forstå de synlige mekanismer og skjulte strukturer, der forhindrer visse dele af menneskets kultur- og samfundsudvikling og samtidig muliggør andre dele.[4] Gennem dette udfordrer man den manglende historiske kontekstualisering, feltet kritiserer den moderne sociologi som disciplin for at være kendetegnet af.[5][6][2][7]
Den historiske sociologi er således et tværfagligt felt, der opererer inden for et spektrum mellem historie og sociologi, med en 'sociologi om historien' i den ene ende og 'historien om samfundet og det sociale' i den anden. Inden for dette spektrum findes en mangfoldig gruppe af forskere.[1] Selvom begge yderpunkter i sig selv er gyldige forskningsfelter, baserer de sig på enkeltfaglige tilgange og bliver af historiske sociologer ofte kritiseret for at være reducerende. I midten af dette spektrum findes den historiske sociologi, der arbejder på at samle de mono-disciplinære forskningstraditioner til en tværfaglig tilgang.